Det store køkken i oxideret eg fungerer som husets samlingspunkt og skaber med sine mørke toner en flot kontrast til det ellers lyse hjem.
Det klassiske 50’er hus, der ligger på en stille villavej i udkanten af Frederiksberg har indvendigt gennemgået en total renovering, inden de nuværende ejere flyttede ind. Køkkenet er placeret i det, der tidligere var overgangen mellem det originale hus og en tilbygning fra 90’erne. Den nye placering af køkkenet har givet huset en mere tidssvarende rumfordeling, og det, der før var husets døde punkt, er nu blevet til et stort køkken, der både på plantegningen og i hverdagen fungerer som hjemmets naturlige samlingspunkt.