Denne nybyggede og funktionelle villa er opført på en sublim beliggenhed med udsigt over Øresund. Vi blev tidligt involveret i byggeprocessen og fik til opgave at udforme køkken, badeværelser og garderobe. Ønsket var at skabe en helstøbt luksusbolig, hvor der var en sammenhæng mellem materialer og design gennem hele huset.
Strandvejen
Køkken, badeværelse og garderobe – forskellige materialer.
Et materialevalg og design, der matcher husets placering og emmer af international luksus.
Køkkenet består af en stor køkkenø i oxideret eg, der markerer linjen mellem spisestue og madværksted. Væggen bag køkkenøen er udnyttet i hele sin længde og rummer det funktionelle køkken med skabe, køleskab og diverse køkkengadgets som integreret espressomaskine, ovne og en kogezone lidt udover det sædvanlige. På den anden væg, der er med til at indramme køkkenhjørnet, er der indbygget et flere meter bredt vinskab. Materialerne er oxideret eg, bordpladen på øen er en Pietra Grey marmor, mens bordplade og bagvæg i kogenichen er bruneret stål. Et praktisk materiale i det funktionelle køkken, og med bruneringen giver det en flot tone-i-tone effekt med den mørke oxiderede eg.
Badeværelsesmøblerne er også udført i oxideret eg og med bordplade i marmor. Det giver en flot kontrast til det lyse stengulv og lysindfaldet fra de store vinduer. Kombinationen af mørkt træ og marmor kan have et tungt udtryk, men her er der valgt en væghængt løsning, som understøtter følelsen af lethed og elegance i rummet. I husets soveværelser er der designet indbyggede garderober fra gulv til loft i sammen design som køkken og badeværelse, men her er der valgt natur eg som materiale for et lettere udtryk.